Det er ofte en stor beslutning, når man vælger at opsige sit nuværende job. Det er derfor vigtigt både at tænke over, hvorfor man gerne vil sige op, og hvordan man skal gøre det. Der findes ingen opsigelsessituationer, der er ens, men alligevel er der nogle generelle ting, man selv bør overveje, inden man tropper op på chefens kontor for at opsige sit job.
De tre gode råd
De tre gode råd omkring hvad du bør overveje, inden du siger op, kommer fra Pia Boye Dam, der er karriererådgiver i fagforeningen Frie Funktionærer:
- Du skal vide, hvorfor du gerne vil stoppe i dit nuværende job. Sig ikke op, fordi du er sur på din chef. Forsøg i stedet at finde ud af, hvad det er, der gør, at du ønsker at stoppe. En god idé er at sparre med nogen omkring, hvad problemet egentlig er og for at finde ud af, hvad du kan gøre for at ændre på det. Er der en eller flere ting på din arbejdsplads, som du er utilfreds med, kan du afhængig af situationen godt tage dialogen for at finde ud af, om tingene kan gøres anderledes.
- Du skal ikke sige op, før du har fundet et andet job. Virksomheder har i dag stor mulighed for at finde nye medarbejder og det betyder, at din arbejdsmarkedsværdi falder, hvis du siger op, og der går for længe, før du finder et nyt job. Derfor er det bedre for dig at blive i dit nuværende job, mens du søger noget nyt.
- Du skal opføre dig værdigt, når du siger dit job op. Derfor bør du altid gå ind og aflevere din opsigelse personligt til din chef, så I kan få en dialog om opsigelsen. Det er god stil. En opsigelse behøver ikke at være negativ. Måske du ikke kan udvikle dig fagligt nok i dit nuværende job og derfor søger nye udfordringer.